Stand-alone batteripark til systemydelser 500 kW / 1,044 MWh i Aalborg
På en erhvervsejendom i Aalborg har Fanwave været med til at etablere en større stand-alone batteriløsning bestående af fire Chint BESS-enheder på hver 125 kW / 261 kWh.
Samlet giver installationen 500 kW effekt og 1.044 kWh batterikapacitet.
I modsætning til vores hybridprojekter med solceller er batteriparken her etableret som en selvstændig energiinfrastruktur, hvor hovedformålet er at kunne arbejde aktivt med systemydelser og balancering af elnettet.
Opgaven
Opgaven var at etablere en selvstændig BESS-løsning på erhvervsejendommen, hvor batterierne ikke er afhængige af et eksisterende solcelleanlæg eller ejendommens normale energiproduktion.
Anlægget er etableret som en stand-alone løsning med ny eltavle, eget forsyningspunkt og forbindelse til aggregator, som kan styre batteriernes deltagelse i de relevante energimarkeder.
Dermed bliver batterierne en aktiv del af energiinfrastrukturen frem for alene at fungere som traditionel lagring bag ejendommens måler.
Batterier, der arbejder for elnettet
Det danske elsystem skal hele tiden holdes i balance mellem produktion og forbrug.
BESS-anlæg kan reagere meget hurtigt ved ændringer i elnettet og kan derfor, gennem en aggregator og når de nødvendige markedsmæssige og tekniske krav er opfyldt, indgå i relevante systemydelser som blandt andet FCR, aFRR og mFRR.
Batterierne kan på den måde lade eller aflade efter signaler fra markedet og bidrage til at understøtte balancen og frekvensen i elsystemet.
Det giver samtidig batteri ejer mulighed for at skabe en økonomisk værdi af den fleksibilitet, anlægget stiller til rådighed.
Den faktiske drift og indtjening afhænger blandt andet af markedspriser, aggregator, prækvalifikation, tilgængelig kapacitet, netforhold og den valgte handelsstrategi og er derfor ikke garanteret.
Fanwaves rolle
Fanwaves arbejde omfatter den praktiske etablering af BESS-anlægget på ejendommen og koordineringen omkring de fire batterienheder.
Det er netop den type projekter, hvor vores entreprenør- og montagekompetencer bliver en vigtig del af den samlede løsning: Batteriet skal ikke bare leveres – infrastrukturen omkring det skal fungere.
Fra placering og montage til den elektriske infrastruktur og den efterfølgende forbindelse til styring og aggregator skal de forskellige dele fungere som ét samlet system.
Resultatet er en selvstændig batteripark på en erhvervsejendom i Aalborg, etableret med det klare formål at kunne arbejde aktivt med systemydelser og understøtte balancen i det danske elsystem.
Projektet viser en anden side af BESS end klassisk solcellelagring: Her er selve batteriets fleksibilitet produktet.